18. januar 2026

Forårsdistriktsmøde 2026

Skrevet af: 256533

I samarbejde med Kolding IW inviteres alle i Distrikt 46 til et spændende

FORÅRSDISTRIKTSMØDE

LØRDAG DEN 21. MARTS 2026 kl. 8.45-16.00

 

Skamlingsbanken
Skamlingvejen 125, 6093 Sjølund

Vær opmærksom på, at Revideret budget og deltagerliste er opdateret 14.03.26

 

Indtryk fra en rigtig dejlig dag på Skamlingsbanken

Det var en tåget lørdag, hvor 97 Inner Wheel-piger fra Distrikt 46 (dvs. næsten 1/4 af alle medlemmer i distriktet) mødtes på det smukke, historiske sted Skamlingsbanken lidt uden for Kolding. 
Stedet dannede en smuk ramme for hele arrangementet, og klubben formåede at bringe historien med ind i dagens arrangement på en virkelig fin måde. 

Kolding-klubben har gennem det seneste år arbejdet ihærdigt på dette arrangement. Præsidenten kunne fortælle, at det er dejligt at være præsident, når man kan uddelegere. Og der har været mange små grupper, som hver især har haft ansvar for enkelte dele i arrangementet.

Her er næsten hele klubben:

I bedste kongelige stil, 'man kommer jo fra Kolding, hvor Koldinghus fylder meget, dvs. vi er jo næsten kongelige', var alle iklædt 'Elefantordenen'.

En klubaften var blevet brugt til at producere de skønne 'Elefantordener', som alle medlemmerne bar.
Der var ingen mangel på glimt og glitter!

Vi startede med morgenkaffe, og allerede fra morgenstunden havde flere klubber arrangeret deres salgsboder med diverse effekter. Der var heldigvis rigtig god tid til at kigge på, beundre og ikke mindst købe. Det er der mange, både herhjemme og ude i den vide verden, der kommer til at nyde glæde af.

Præsident Anne Marie Jessen bød os alle velkommen og tændte lyset. Hun glædede sig over, at så mange havde fundet vej i tågen. Herefter overlod hun ordet til Karen Beer som på fin vis førte os igennem dagen.

Og så var tiden kommet til dagens foredrag ved Bodil Jørgensen. 
Et meget medlevende og nærværende foredrag, hvor Bodil Jørgensen i rigt mål øste ud af sin livserfaring, sine oplevelser og erindringer. Mange kunne sikkert genkende en hel del af historierne fra hendes barndom, som hun tilbragte i Vejen. 
Hun fortalte om sin nysgerrighed, især overfor mennesker. Hun fortalte, at hun altid har haft stor lyst til at spørge alle om, hvem de er, hvor de kommer fra, hvad de laver, hvad de er optaget af osv. ... 
Dejligt foredrag med et dejligt menneske, og vi nåede ikke at høre ret meget om 'Badehotellet' eller 'De forbandede år'.

Og så skulle vi synge. Jeanette Bonde, som er opvokset i Kolding og uddannet på Århus Musikkonservatorium sang nogle dejlige sange med os, vi opførte en kanon (godt gået!) og hun sang en sang, hun selv havde komponeret.

Kolding klubben holdt et kort klubmøde. 
Birgit Nørregård stod for 'dagens digt'. Hun causerede om digte, hvordan man finder frem til et digt, forskellige forfattere osv. Inden hun læste dagens digt, bad hun os overveje hvem der var forfatteren. Hun nævnte nogle forfattere og AI som en mulighed. Det viste sig, at digtet var lavet af AI. 

Helle Melgaard holdt 3 minutter om en afhængighed ... sko! Det var super fornøjeligt og ganske genkendeligt for rigtigt mange af deltagerne. 

Efter klubmødet var der dejlig frokost i restaurantområdet med en dejlig udsigt ... dog desværre stadig dækket af tågen. 
Eftermiddagens program var forårsdistriktsmødet (se referatet). 
Dette møde indeholdt indlæg fra 4 klubber i distriktet, som hver især fortalte om nogle af deres tiltag i klubberne:

  • Ejby Inner Wheel fortalte om, hvordan de får solgt diverse hjemmelavede salgseffekter og tjener stort på dem. Vi hørte om deres samarbejde med de lokale plejehjem og det lokale liv i det hele taget. De fortæller, at det har stor betydning for hvervning af nye medlemmer, at de er aktive i lokalområdet.
  • Haderslev Inner Wheel fortalte om, hvordan de får nye medlemmer. De har en 'tre-trins-raket' bestående af et invitations-brev til potentielle nye medlemmer, Grøntspættebogen og et fint aktivitetsprogram. 
    Haderslev har haft succes med at få medlemmer, men pointerede også kraftigt, at det kan være svært for en klub at kapere alt for mange nye medlemmer. De 'gamle medlemmer' kan have svært ved at få integreret de nye medlemmer, og det har givet anledning til mange refleksioner.
    Spændende snak.
  • Sønderborg Inner Wheel fortalte om deres arrangement i forbindelse med 'Orange the World', og så fik vi indblik i deres faste årlige tradition med fejring af Inner Wheel fødselsdagen, hvor de altid går en tur og slutter af med kaffe og kage. Se også deres blogindlæg om dette.
  • Vejen Inner Wheel fortalte om deres succes med at sælge flæskestegsburgere ved byens julemarked. Vi hørte om - og fik tips og tricks til - hvordan sådan et arrangement kan skrues sammen. Det kræver ildsjæle, men når man er i gang, så drives man af det, og det samler klubben. Og så gav arbejdet virkelig pote, de fik rigtigt mange penge ind.

Vi var nået til enden af dagen, desværre uden at nå at se solen. Men den var i hvert fald at finde inde i kongesalen, hvor vi var! 
Distriktspræsidenten takkede Kolding for arrangementet og overrakte lækker chokolade til klubben. 
TAK til Kolding.

Vi er en af verdens største kvindeorganisationer

og repræsenteret i 100 lande - IW Internationalt
Se mere her

Hvad sker der ellers i Inner Wheel?

Made with love & care by itpilot