En spændende og hyggelig dag
Turen gik til Svendborg Forsorgsmuseum – ”Fattiggården”. Det er Nordens bedst bevarede fattiggård og absolut et besøg værd. Det var rigtig spændende at høre om tiden fra 1872, hvor det hele startede – bygningerne blev opført af Svendborg kommune udenfor byen – men i dag ligger det godt pakket ind i Svendborg by. Fattiggården var i drift lige indtil 60’erne, hvor det skulle nedlægges, og beboerne kom ud på forskellige bosteder og plejehjem.
Så gik turen få hundrede meter over til Work2Gether – som ligger i den gamle politistation. Lederen Stine viste beredvilligt rundt, og det var imponerende, hvordan denne pompøse flotte tidligere amtmandsbolig, og senere politistation og arrest, nu husede ca. 80 virksomheder – næsten udelukkende enkeltmandsvirksomheder og iværksættere.
Aftenen sluttede med middag i den legendariske Marthastue på Restaurant Børsen. Marthastuen er en tro kopi af messen på det gode skib Martha – en folkekomedie fra 1967 med datidens kendte skuespillere. Messen er så autentisk, at vi måtte trække gardinerne for koøjerne, da nogle af damerne blev søsyge, når de kiggede ud…..!!
Læs mere udførligt om vores udflugt i månedsbrevet.