18. juni 2025

Distriktskædeoverrækkelsen i D44 den 18. juni 2025

Skrevet af: Inge Sørensen

 

Mange glade IW’ere deltog i distriktskædeoverrækkelsen på Ans Kro denne onsdag aften, og Bjerringbro IW havde bestilt solskin til den festlige begivenhed.

Dagen var nemlig nået, vor Kirsten Moesby, Aalborghus IW, skulle videregive distriktskæden til Hanne Kjeldsen, Bjerringbro IW, som nu de næste to år skal være distriktspræsident i Distrikt 44. 

 

Som altid, når IW kvinderne mødes, er der gensynsglæde og meget at tale om.

 

Aftenens tre hovedpersoner – præsident Hanne Refer, Bjerringbro IW, vicedistriktspræsident Hanne Kjeldsen, Bjerringbro IW, og distriktspræsident Kirsten Moesby, Aalborghus IW – står klar, og bordene er pyntet flot.

Hanne Refer startede aftenen med at byde velkommen til alle og en speciel velkomst til nationalpræsident Birgitte Bach, Silkeborg IW, og vicenationalpræsident Judy Ann Rieneck, Horsens Vitus Bering IW. Inner Wheel lyset blev tændt.

 

Herefter nød vi alle en lækker middag og det dejlige samvær med andre IW-kvinder.

Øjeblikket var nu kommet, hvor Kirsten Moesby skulle takke af som distriktspræsident gennem de seneste to år, og hun håbede, at hun sammen med sin bestyrelse havde medvirket til at præge Inner Wheel både i Distrikt 44 og på nationalt plan.

 

Hun takkede sin bestyrelse, som alle fik overrakt en solsikke – en blomst, der symboliserer glæde, optimisme og varme.

 

Inden kæden skulle gå videre til Hanne Kjeldsen, fik hun nogle ord med på vejen af Kirsten Moesby. Der var glæde både hos den nye og afgående distriktspræsident, og de udvekslede gaver.

 

Hanne Kjeldsen kunne herefter overrække pastpræsidentnålen  til Kirsten Moesby, og så fortjente  de begge et bifald.

Hanne Kjeldsen gav en kort præsentation af sig selv, og hun glæder sig til at komme på klubbesøg og stifte nærmere bekendtskab med medlemmerne.

 

Inden Hanne Kjeldsen kunne præsentere sin nye bestyrelsen, skulle Kirsten Moesby takke Hanne Møller Nielsen, Aalborghus IW, for hvervet som distriktssekretær de seneste  to år. Hanne kunne herefter give distriktssekretærnålen videre til vores nye sekretær, Grethe Juhl, Rønde IW.

 

Så kunne Hanne Kjeldsen præsentere sin bestyrelse for de næste to år.

 

Hanne Kjeldsen startede sin nye post med at takke Irene Dollerup for bamser, som Hanne og hendes mand havde medbragt på en rejse til Tanzania, hvor hun som medlem af en dansk NGO støtteforening bidrager til at støtte og forbedre levevilkårene for Masaier tilhørende Ndurway-familien. Hun delte bamserne rundt til børnene, som ellers ikke har noget legetøj, og det bragte selvfølgelig stor glæde. Irene Dollerup berettede, hvordan hun ved en tilfældighed er blevet modtager af bamserne i Inner Wheel regi. Både Hanne Kjeldsen og Lene Schade fik overrakt bamser til uddeling forskellige steder.

 

Hvad er et Inner Wheel møde, hvis der ikke også skal genereres penge til gode formål? Der blev selvfølgelig solgt tasker og armbånd.

 

I aftenens underholdning skulle vi alle involveres, og Kirsten Sønderby, Bjerringbro IW, introducerede manden, der skulle forsøge med dette. Det var nemlig korlederen Henrik Birk Aaboe, og vi skulle alle danne et stort kor, hvor der også skulle synges anden stemme. Vi gjorde et ihærdigt forsøg, men vi må konstatere, at der alligevel skal noget øvelse til, inden vi kan optræde med det!!

 

Som afslutning på aftenen takkede Kirsten Moesby Bjerringbro Inner Wheel klub for et festligt arrangement, og de fik overrakt en pakke flødeboller. Herefter kunne Hanne Refer takke os alle og ønske os en god hjemtur og god sommer.

Vi støtter med indsamlinger og donationer

Vi gør en forskel...
SE MERE

Hvad sker der ellers i Inner Wheel?

Made with love & care by itpilot