11. maj 2024

Indtryk fra Convention i Manchester

Skrevet af: Inge Sørensen

Vi var en større flok fra D44, der tirsdag den 7. maj fløj til Manchester for at deltage i Convention nr. 19 og samtidig fejre Inner Wheels 100 års fødselsdag. Der deltog i alt 2.300 IW’ere fra 50 lande.

Vel ankommet skulle vi registreres og kunne herefter se på/købe forskelligt, ligesom er også kunne deltages i forskellige seminarer, man på forhånd skulle have tilmeldt sig.

Der var også lejlighed til at besøge “House of Culture”, hvor de forskellige lande kunne have en bod.

Første aften bød på “Meet & Greet Reception i kongresbygningen, hvor serveringen var Afternoon Tea dvs. scones og kage med kaffe/te – nok ikke lige den aftensmad, vi havde forventet.

Onsdag den 8. maj deltog vi i åbningsceremonien, hvor der blev båret flag ind fra værtslandene – England og Irland. Der var åbning og velkomst ved verdenspræsidenten Trish Douglas, ved conventionkoordinatoren, præsidenten for International Rotary og borgmesteren i Manchester. Der var foredrag om 500 miles projektet, der hjælper med benproteser til handicappede i Malawi og Zambia. Vi lyttede til det internationale IW-kor, som havde øvet sig online gennem lang tid og først om tirsdagen øvet sig fysisk. Ann Madsen, Dragør IW, var en af kordeltagerne. 

Vi blev også bedt om at tilkendegive vores alder, og da Trish Douglas spurgte om, hvor mange der var over 90, rejste der sig en rask dame på 91 år.

På storskærmen blev der vist billeder fra de forskellige klubber, og fra Danmark blev der vist i alt 9 sider – her eksempel på nogle af siderne.

Der var besøg af “Margarette Golding”, som fortalte, hvordan Inner Wheel var opstået. De indledende møder blev afholdt i et tyrkisk bads lokaler, for man havde ikke råd til at betale lokaleleje. Den 10. januar 1924 blev det første Inner Wheel møde afholdt i Manchester Social Club.

Efter frokosten startede behandlingen af de mange forslag til vedtægtsændringer. Her skulle proxyholderne naturligvis deltage, medens de øvrige deltagere kunne vælge at være tilhørere eller lege turister i byen.

Undervejs i behandlingen af vedtægtsændringerne var der indlagt små gymnastikpauser.

Vi mødes på kryds og tværs, og vi udveksler visitkort og gaver.

Aftenen bød på Friendship Dinner, hvor vi var fordelt på 8 lokationer rundt omkring i byen, og en af dem var Catedralen, og her var der dækket op til 700 IW’ere. Det var en aften, hvor vi er fuldstændig blandet, så der er rig lejlighed til at udveksle erfaringer.

Torsdag den 9. maj fortsatte behandlingen af forslagene til vedtægtsændringer, og dagen blev afsluttet med gallamiddag i kongresbygningen, hvor rigtig mange havde fulgt opfordringen til at klæde sig i 20’tøj. Igen sad vi blandet. Der var musikunderholdning ved en dansegruppe, og der blev spillet dansemusik, så benene blev rørt rundt omkring ved de mange borde i det store lokale.

Fredag den 10. maj var afslutningsdagen. Formiddagen blev brugt til behandlingen af de sidste forslag til vedtægtsændringer, og her var både Solveig Bisgaard, Virum IW, og Lene Krüger Schade, Aars IW, ved mikrofonen med deres kommentarer. Distriktspræsident Inge Stokbro, Silkeborg IW, fik lejlighed til at invitere til European Rally i Århus 25.-28. sept. 2025.

Efter frokosten startede afslutningsceremonien, der varede de næste 3 timer, men der var også mange ting på programmet bl.a. en dansegruppe bestående af piger i alderen 5-14 år. Desuden var der indslag af et brassband, sang ved en operasanger, introduktion af viceverdenspræsidenten Manta Gupta, Indien, International Inner Wheel projektet 2024-2027 samt annonceringen af Convention i Manilla, Filippinerne, 2027. Trish Douglas afsluttede med at takke alle for et fantastisk år og slukkede IW-lyset.

Vi afsluttede dagen med lille guidet byvandring og spiste middag på hotellet.

Tak til alle for fantastiske dage med dejligt og festligt samvær!

Vi støtter med indsamlinger og donationer

Vi gør en forskel...
SE MERE

Hvad sker der ellers i Inner Wheel?

Made with love & care by itpilot