Vi er en ud af mange lokale Inner Wheel klubber i Danmark.
Vores klub er i stadig udvikling, og alle medlemmer bidrager aktivt til at drive klubben med spændende, interessante og sjove aktiviteter.
Venskabet i klubben har en høj prioritet, men vi kerer os også om vores medmennesker. Hvert år har vi aktiviteter m.h.p. at hjælpe, hvor der er behov, især børn og unge.
Vi mødes en gang om måneden - og har du lyst til at høre mere, er du velkommen til at kontakte os.
I klubben besøger vi interessante virksomheder og organisationer.
Vores rotationsprincip i bestyrelsen er medvirkende til, at der hvert år er nye spændende programmer på vores klubmøder. Det kan være enten udemøder eller hjemmemøder med gode foredragsholdere.
Inner Wheel og venskab
Vor klub lægger stor vægt på venskab og en god ånd. Det er ikke en venindeklub, men vi får herigennem et stærkt netværk, hvor venskab, hjælpsomhed, forståelse og respekt for både hinanden og andre mennesker står øverst.
Der er også plads til udvikling for den enkelte, hvilket styrkes gennem varetagelse af de forskellige bestyrelsesposter, der går på skift.
Som enkeltpersoner kan vi være vidt forskellige, men på klubmøderne bliver vi beriget af de andre medlemmers personligheder og holdninger.
Inner Wheel hjælper andre
Inner Wheel Danmark sælger de berømte Madagaskartasker (købsprisen går direkte til Madagaskar-kvinderne, der laver alle de smukke tasker), og fortjenesten ved salget doneres til gode formål.
Første modtager var Mødrehjælpen, derefter blev det LykkeLiga - et fællesskab med lokale håndboldhold for børn med udviklingshandicaps - som blev de glade modtagere fra 2022 til 2024.
Fra 01.10.2024 bliver det organisationen BROEN Danmark, som bliver støttet. Broen hjælper socialt udsatte børn og unge med kontingenter og udstyr til idræt, spejder og musik, så de får mulighed for at have en aktiv fritid.
Inner Wheel Danmark har også en Årsindsamling, hvortil alle klubber bidrager. I året 2023-24 gik beløbet til Julemærkefonden, og for året 2024-25 bliver Headspace tilgodeset. Der er overrækkelse af donationen hvert år på vort Landsmøde, som afholdes i oktober.
I Hjørring Inner Wheel støtter vi andre små og større lokale projekter. De seneste år har vi bl.a. givet bidrag til Menighedsplejen, et sponsorbarn i Gambia, "Projekt Østbørn" og ”Fru Hansens Plan”.
Siden 2013 har vi årligt arrangeret en bridgeturnering, og indtægterne herfra doneres til projekter for børn og unge i Hjørring kommune. I 2023 gik støtten til "Nemizis" (en klub for unge) og til "Tuba Hjørring", og i 2024 var modtagerne Young Care Orkester, Home-Start og Børns Voksenvenner.
Det siger vores medlemmer
Jeg blev medlem af Hjørring Inner Wheel i 1998, og jeg har nydt at være en del af hele IW og at deltage i alle vore klubmøder og -aktiviteter.Igennem klubben har jeg fået et berigende netværk af dejlige kvinder - vi er forskellige, men ALLE er gode at være i selskab med.Medlemsskabet både giver noget til den enkelte og forpligter også til at bidrage ved at påtage sig de skiftende opgaver - hvilken gave!