Inner Wheel - Ringkøbing

Velkommen til Ringkøbing Inner Wheel Klubs hjemmeside

Ringkøbing Inner Wheel Klub er en del af verdens største kvindeorganisation med klubber i 100 lande og med ca. 120.000 medlemmer. Ringkøbing Inner Wheel Klub er en af 85 klubber i Danmark, hvor der er ca. 2.000 medlemmer.

Inner Wheels formål og værdier er:
  • at fremme venskab og hjælpsomhed
  • at fremme og styrke forståelse mellem mennesker både lokalt, nationalt og internationalt
Inner Wheel har fokus på:  Sundhed - Uddannelse - Sociale forhold - Bæredygtighed.

Inner Wheel har et rotationsprincip om deltagelse i bestyrelsesarbejde. Inner Wheel er et sted for aktive kvinder, der ønsker at gøre en forskel og har fokus på personlig udvikling.

Vi er p.t. 21 medlemmer i Ringkøbing Inner Wheel Klub. Vi er en klub i stadig udvikling, og hos os kan du deltage i virksomhedsbesøg og spændende foredrag, du som enkeltperson oftest ikke har mulighed for.

Vi holder vores klubmøder på Hotel Ringkøbing, men vi har også møder andre steder. Vi mødes kl. 18:15 den 1. tirsdag i alle måneder bortset fra juli måned – der holder vi sommerferie.

Venskabet i klubben har en høj prioritet, men vi kerer os også om vores medmennesker. Hvert år har vi aktiviteter med henblik på at hjælpe trængte kvinder og børn. Vi deltager bl.a. i Kunsthåndværkermarked i Ringkøbing - i 2024 den 8. juli. Vi arrangerer banko i Aktivitetshuset i Holmelunden og har deltaget i julemarkeder. Vi donerer hvert år penge til trængte kvinder og børn.

De seneste møder har bl.a. været besøg på Café La Vista, der ligger ned til Ringkøbing Fjord. Her hørte vi om opstarten og driften af cafeen. Vi har også besøgt Møllegården, der er helt nybygget og har udlejning af fem værelser og yogaophold i luksuriøse omgivelser.

Næste halvsårsprogram er bl.a. "Udflugt til Kunstudstillingen i Hvide Sande", besøg i Fjorhusene, hvor vi skal høre om det nye behandlingshjem for børn og unge, der har det svært. I november får vi besøg af Pernille Slot Lindhart, der holder foredrag om sit firma WiseMe. Pernille arbejder med børn med læse-, skrive- og regnevanskeligheder. Mødet bliver offentlig for alle interesserede og afholdes i Medborgerhuset.

Hvis du har lyst til at høre mere om Ringkøbing Inner Wheel Klub, er du meget velkommen til at kontakte Kirsten Vedberg Nielsen.


Kontakt

Ringkøbing Inner Wheel
Dansk klub nr. 61
Chartered 1. januar 1970
Distrikt 45

Find os på de
sociale medier

Inner Wheel på virksomhedsbesøg

I vores klub besøger vi spændende virksomheder og organisationer.

Forårsudflugten gik til Nr. Lyngvig Havn, hvor Jens Nicolai Vejlgaard fortalte om havnen. Derefter gik turen til Hvide Sande Røgeri, hvor Henrik Olesen viste rundt og fortalte om stedet. Hvide Sande Røgeri serverede de lækreste fiskeretter på en stor buffet.

Vores rotationsprincip i bestyrelsen er medvirkende til, at der hvert år er nye spændende programmer på vores klubmøder. Det være sig både udemøder, men også hjemmemøder med spændende foredragsholdere.

Inner Wheel og venskab

I vores klub dyrker vi venskabet. Vores klub er ikke en venindeklub, men et stærkt netværk, hvor venskab, hjælpsomhed, forståelse og respekt for både hinanden og andre mennesker står øverst.

Der er også plads til udvikling for den enkelte, da der er forskellige bestyrelsesposter - på forskellige niveauer.

Da vi er en flok kvinder med vidt forskellig baggrund, er der mulighed for, at vi på hvert møde får udvidet vores horisont.

Inner Wheel hjælper andre

I Ringkøbing Inner Wheel Klub sælger vi de populære Madagaskartasker - hvis du mangler en god værtindegave, fødelsdagsgave eller anden opmærksomhed, så har vi et stort udvalg - ring evt. Kirsten Leth mobil 51205985.

Inner Wheel Danmark har indgået samarbejde i 2023-2024 med LykkeLiga - et nationalt fællesskab med lokale håndboldhold for børn med udviklingshandicaps.
Vi sælger de berømte Madagaskartasker lokalt, og indtjeningen går udelukkende til Madagaskarkvinderne, som laver alle de smukke tasker, og resten af beløbet donerer vi til Lykkeligaen.

Inner Wheel har også en Årsindsamling.
I år går beløbet, som alle medlemmer støtter op om, til Børns Vilkår-Børnetelefonen. i 2025 går støtten til Julemærkehjemmene. Der er overrækkelse af donationen hvert år på vores Landsmøde, som afholdes i oktober.

Der foruden støtter vi i klubben også andre små og større lokale projekter hvert år.

Det siger vores medlemmer

”Jeg er medlem i IW … fordi jeg her mødes med andre spændende kvinder med vidt forskellig baggrund. Jeg går aldrig fra en mødeaften, uden at jeg tænker, YES, jeg fik noget med mig hjem – også i aften! Vi har et rotationsprincip så alle kommer til at prøve forskellige opgaver. Det er berigende og udviklende. For mig betyder det også noget, at vi støtter gode formål. Både lokalt, på landsplan og internationalt.”
Made with love & care by itpilot