Inner Wheel - Thisted

Velkommen til Thisted Inner Wheel!

Vi er en ud af mange lokale Inner Wheel klubber i Danmark. Vi kommer fra hele Thisted Kommune, som spreder sig fra Agger i Syd til Bulbjerg i Nord!
Vi er 37 medlemmer i klubben og er altid åbne for at optage flere kvinder i vort stærke netværk!
Du kan henvende dig til os som både enkeltperson eller som en kollega- eller venindegruppe, og I er velkomne til at deltage i en af vore klubaftner, hvor vi den første gang vil være vært for maden og fortælle om klubben, så du har en god baggrundsviden, inden du beslutter dig for, om du kunne tænke dig at blive medlem.
Ikke to aftener er ens, men en typisk klubaften kan se således ud:
Vi mødes på Hotel Limfjorden, Thisted kl. 18.30 og starter ud med dagens sang, herefter spisning og hygge ved bordene inden, der f.eks. er et eksternt foredrag, besøg af en virksomhed mm. Herefter er der orientering fra præsidenten og medlemmerne, 3 minutter og dagens digt (som går på skift).
Vi kan også være ude på spændende virksomhedsbesøg og kulturelle arrangementer.
Vi mødes en gang om måneden (den 1. tirsdag) - og har du lyst til at høre mere, er du velkommen til at kontakte os på vores mail: iiw.dk.thisted@gmail.com Vi har 11 møder om året, idet juli måned er mødefri - og der er ingen mødepligt!

Kontakt

Thisted Inner Wheel
Dansk klub nr. 164
Chartered 4. november 2005
Distrikt 44

Find os på de
sociale medier

Inner Wheel på virksomhedsbesøg

I vores klub besøger vi spændende virksomheder og organisationer.

Vores rotationsprincip i bestyrelsen er medvirkende til, at der hvert år er nye spændende programmer på vores klubmøder. Det være sig både udemøder, men også hjemmemøder med spændende foredragsholdere.

Inner Wheel og venskab

I vores klub dyrker vi venskabet. Vi har et stærkt netværk, hvor venskab, hjælpsomhed, forståelse og respekt for både hinanden og andre mennesker står øverst.

Der er også plads til udvikling for den enkelte, da der er forskellige bestyrelsesposter - på forskellige niveauer, hvor man selv beslutter, hvilke evt. poster, man evt. har lyst til at prøve af.

Da vi er en flok kvinder med vidt forskellig baggrund, er der mulighed for, at vi på hvert møde får udvidet vores horisont.
Lykke Liga's tovholder Margrethe Rokkjær og præsident Inga Votborg ved uddeling af donation.

Inner Wheel hjælper andre

Inner Wheel Danmark har indgået samarbejde i 2022-2023 samt 2023-2024 med Lykke Liga - et nationalt fællesskab med lokale håndboldhold for børn med udviklingshandicaps.
Vi sælger de berømte Madagaskar-tasker lokalt, og indtjeningen går udelukkende til Madagaskar-kvinderne, som laver alle de smukke tasker, og resten af beløbet donerer vi til Lykke Liga.

Inner Wheel har også en Årsindsamling.
I 2023-2024 går beløbet, som alle medlemmer støtter op om, til Børns Vilkår, Børnetelefonen. Der er overrækkelse af donationen hvert år på vores Landsmøde, som afholdes i oktober.

Der foruden støtter vi i klubben også andre små og større lokale projekter hvert år. De senere år har vi lokalt støttet med en donation til Sinds Netværkscafé, Familiearbejdet på Nørbygård, Home Start, Mødrehjælpens lokale afd., Dialysepatienterne på Thisted Sygehus. Februar 2024 har vi uddelt årets donation, som gik til Lykke Liga's lokale Thisted Afd., v/tovholder Margrethe Rokkjær, som ses her sammen med præsident Inga Votborg ved uddelingen.

Internationalt støtter klubben Verdens Børn med et medlemsskab.

Det siger vores medlemmer

”Jeg er medlem i IW … fordi jeg her mødes med andre spændende kvinder med vidt forskellig baggrund. Jeg går aldrig fra en mødeaften, uden at jeg tænker, YES, jeg fik noget med mig hjem – også i aften! Der opstår venskaber for livet gennem Inner Wheel, selv var jeg 60 år, da jeg kom med, så det er aldrig for sent. Vi har et rotationsprincip, så alle kan komme til at prøve forskellige opgaver. Det er berigende og udviklende. For mig betyder det også noget, at vi støtter gode formål. Både lokalt, på landsplan og internationalt.”
Made with love & care by itpilot