Til Bornholms julemøde fortalte en ægtefælle til et af deres medlemmer, hvad der kan ske, når ens kone er til Inner Wheel møde i december måned.
af forfatter og naturvejleder Søren Sillehoved
Det er langt ud på aftenen, jeg er alene hjemme, min kone er til møde i Inner Wheel.
Jeg har hverken tændt for radio eller TV, der er ingen fremmede lyde i stuen, bortset fra mine usynlige tanker. Hele dagen har min kone bagt småkager, resultatet ses i de bjerge af småkager der i morgen skal lægges i hendes fine dåser. Samt osen fra ovnen der stadig hænger i luften som et duftende tågeslør.
Jeg har siddet og skrevet hele dagen. Nu er arbejdet slut for i dag og jeg sætter mig i den bløde lænestol og sender tanker til julen, børnene, børnebørnene og oldebørn. Og alle deres forventninger. Samt vore gode venner og dem vi har mistet i årets løb. Tankerne kredser om et festligt julebord hvor alle de kendte ansigter sidder ved siden af hinanden og spiser min kones småkager.
Røg omkring lampen
Pludselig snor der sig en ejendommelig sky af røg omkring lampen, kort efter tager den form af et menneske, jeg gyser og undrer mig samtidig over det manglende glimmer på de julekort man ikke sender mere. Julen i dag er heller ikke den samme, som da man var barn. Dengang var der en rigtig jul.
I samme øjeblik antager stuens røg en mand med en høj hat på hovedet. Han træder hen mod mig med store fødder der ligesom glider over tæppet. Det er H. C. Andersen. Tænk sig, at digteren er kommet for at spise min kones småkager. Det er dejligt. Ha – ha lyder det bag gardinet. Ud træder en bredskuldret mand med gråt hår. Det er Martin Andersen fra Nexø der med en pjevset stemme siger til eventyrdigteren, at han nok skal fortælle hvorfor han tog navnet Nexø.
I virkeligheden stod der to mænd bag gardinet. Den ene med lænker der rækker hånden frem, det er Dr. Dampe fra cellen på Christiansø der holder maleren og visedigteren Henning Køje i hånden, den sidste med en øl i den anden hånd. De sætter sig til bordet og spiser småkager.
Det ringer på døren
Der synges med tre stemmer udenfor og da jeg åbner døren, ser jeg det er kammersanger Herold fra Hasle, operasanger Erik Sjøberg fra Nexø og en ung mand fra Aabygård ved Hasle, operasangeren Hans Jørgen Riis. Alle sætter sig til bordet og synger med småkager i munden.
Stuen vrimler af liv. Holger Drachmanns store skikkelse ses som en silhuet på væggen, han står med en lille pige med sort hår i hånden, det er den yndige Vilhelmina Erichsen fra Laxegade. Den anden hånd holder fast i Christian Zahrtmann.
Det går jo godt tænker jeg. Men hvor er H. C. Andersen, han står bekymret ved bogreolen med hænderne på ryggen. Men smiler da jeg fortæller ham, at alle hans bøger er i soveværelset. Ved spisebordet ser jeg maleren Oluf Høst diskutere kollegaen Niels Lergård om et eller andet jeg ikke kan høre.
Mystik i soveværelset
I samme øjeblik høres trommer og tynde stemmer inde fra soveværelset. Der kommer nogle små mennesker med gråt skæg og røde hatte på hovederne. Alle de underjordiske er også kommet med deres tykke koner i lange skørter. Alle er kommet for at smage min kones småkager. Jeg undrer mig over hvorfor man aldrig ser deres unge koner med korte skørter og nedringede bluser med frit udsyn til alt.
En af de små er særlig fint klædt med guldbroderet vest. Det er Ellestingeren, de underjordiskes konge, som sætter sig ved siden af en anden konge, nemlig Frederik den 7’ende.
Han sidder og kissemisser med fruen, Grevinde Danner der aldrig blev dronning, hun fik kun et kongeligt minde sammen med manden. Christian den 4 er her ikke, han ville have elsket min kones småkager. Men må nøjes med sin datter, Leonora Christine, der allerede sidder ved bordet iført en hvid natkjole. Bag hende står gemalen Corfitz Ulfeldt på strømpesokker og klager over smerte i nakken eller andre steder. Han peger på en person der ligger under bordet.
Underligt
Der er ikke alkohol i småkagerne. Det er selveste Johan Printzenskjold, som har rejst sig fra døden i Storegade og kommet for at spise småkager. Tre sure mænd ser på ham, borgmesteren Peder Olsen, præsten Poul Anker og Jens Kofoed. Der alle er fra Hasle.
Du gode Gud. Hvis der kommer flere er der ingen småkager tilbage. Men i samme sekund er alle gæsterne væk og jeg er igen alene hjemme. Det banker let på døren. Det er nok min kone tænker jeg, mødet i Inner Wheel er slut.
Men det er ikke hende, men en sortklædt mand med en høj sort hat på hovedet. Undskyld, den herre. Jeg har glemt mine galocher og uden dem er jeg lidt ulykkelig. Det var naturligvis H.C. Andersen, der lige måtte fortælle eventyret om Lykkens Galocher hvor justitsråden spørger nogle unge mennesker om vejen til Nyhavn. Da de svarer forstår han dem ikke og siger: Jeg forstår ikke jeres bornholmske sprog.
