26. august 2023

Sensommermødet i Thisted

Skrevet af: Inge Sørensen

Lørdag den 26. august havde Thisted Inner Wheel inviteret til sensommermøde, og i fint solskin startede de 86 deltagere med at drikke morgenkaffe i sejlklubben. Vi fik også udleveret dagens program og forskelligt materiale om Thy.

I programmet kunne vi se, at vi skulle deles i hold, når vi skulle se highlights i Thisted og nationalparkcentret i Vorupør. Det er godt at blive blandet på tværs af klubberne, så vi får snakket med hinanden.

I Thisted skulle vi besøge I.P. Jakobsens gravsted, og vi gik forbi kirken til gågaden, hvor der var hængt gule cykler op. Vi så også på kunst på torvet.

Herefter var der afgang i dobbeltdækkerbus til Vorupør, hvor vi skulle besøge Naturparkcenter Thy, som er bygget ind i en klit. Alle medarbejdere i centret og i det hele taget omkring Naturpark Thy er frivillige, og der er over 200. Vi både så og fik fortalt, hvordan området er opstået over mange år. Vi hørte om sommerfuglen, der i sit korte liv på ca. 1 uge gennemgik den vanskelige formering, vi hørte om et meget gammelt træ, og vi så skelettet af den første ulv i Thy. En guldsmed havde lavet forskelligt insektkunst i guld, som hang i loftet. Der var også tid til en tur ved stranden og udkigspunktet og i det hele taget at nyde det dejlige vejr.

Det var efterhånden blevet tid til frokost, så vi kørte til Hotel Hanstholm og så undervejs, hvor der havde været brand i naturparken. I Hanstholm ventede der os en lækker buffet med både kolde og varme retter samt kaffe med is og kage. Vi fik alle et billede/postkort fra Bakkedal – de var alle forskellige og symboliserede forskelligt. Bennedikte Ehlers fortalte om sin bog, som man kunne købe, og understregede, hvor vigtigt det er at leve, når man kan det. Hun er selv erklæret terminal, og hun kunne fortælle, at ved hjælp af Gud og cannabisolie er hendes kræft i bero. Dagens overraskelse var et lille foredrag ved Casper Steinfath, der er surfer, og det havde titlen “Fra vandskræk til verdensmester”. Han fortalte, at han som den første dansker har padlet med sit surfbræt fra Hirtshals til Kristiansand i Norge, har padlet Danmark rundt og vundet 6 verdensmesterskaber. Han er opvokset og bor i Klitmøller.

Med fyldte maver skulle vi videre på vores tur, som fortsatte til Hansholm fyr. Det var meget spændende at høre om fyret, og vi hørte, at fyrtårnene blinker forskelligt. Det var også her, at vi gik på Dronningestien til et udkigspunkt, hvor der var en fantastisk udsigt over naturparken. Dronning Margrethe (deraf navnet) har to gange besøgt udkigspunktet, og hun var meget fascineret.

Vores sidste stop på turen var ved Nors Sø, hvor vi kunne  bestige Isbjerget og beundre den flotte udsigt, hvor vi også kunne se helt til Vesterhavet.

 

Stor tak til Thisted Inner Wheel for en fantastisk god og spændende dag med en planlægning helt i top!

Vi støtter med indsamlinger og donationer

Vi gør en forskel...
SE MERE

Hvad sker der ellers i Inner Wheel?

Made with love & care by itpilot