DISTRIKTSOPGAVEN
I 1971 oprettede Terres des Homes Børnelandsbyen Asserballeskov på Als. Planen var at modtage syge børn fra ulande, som så skulle være i landsbyen til de blev raske, hvorefter de skulle sendes tilbage til deres hjemland.
Flere medlemmer fra Inner Wheel, bl.a. klubberne i Sønderborg og Svendborg, var på det tidspunkt også engagerede i Terres des Homes lokalforeninger, og på et forslag fra disse medlemmer besluttede Distriktskomiteen, at Distriktet ville støtte dette projekt som en fællesopgave for alle klubber.
Det havde stor betydning for projektet, at Terres des Hommes vidste nogenlunde, hvor mange penge de kunne forvente at få fra IW, derfor besluttede distriktskomiteen, at det var frivilligt at bidrage, men bidraget blev fastsat til minimum 1 krone pr. måned per medlem.
På distriktsmødet i 1975 blev det fortalt, at vore IW-medlemmer sammen med andre danske bestyrelsesmedlemmer havde nedlagt deres hverv i Terres des Hommes, og at de havde startet en ny dansk organisation, International Børnehjælp, der senere skiftede navn til Verdens Børn. Organisationens ledelse var baseret på frivillige, som alle arbejdede fra eget hjem.
For at sikre at Distriktets penge blev brugt fornuftigt og med minimum administrationsudgifter besluttede distriktskomiteen, at indsamlede bidrag for IW-året 1975/76 skulle doneres til International Børnehjælp.
I 1976 konstaterede Distriktsbestyrelsen, at der var meget få klubber, der havde sendt penge til Distriktsopgaven, og Distriktsbestyrelsen foreslog derfor, at Distriktsopgaven blev ophævet. Resultatet blev 22 stemmer imod, 23 stemmer for og 7 blanke. Ergo ingen Distriktsopgave for IW-året 1976/77.
I marts 1977 foreslår Distriktsbestyrelsen at starte Distriktsopgaven igen, stadig med International Børnehjælp som modtager, men specifikt til polio-klinikken ved Santibari Børnehjem. Motivationen var, at den sociale velfærd og dermed også støtte til de unge var så høj i Danmark i modsætning til de mange ulykkelige tilstande i ulandene, så vores støtte burde kanaliseres den vej. Der var yderligere kommet et forslag om at støtte Fulton-projektet, som havde hjulpet flere unge på ret kurs igen. Distriktskomiteen stemte om de 2 forslag, og afstemningsresultatet var at 25 stemte for International Børnehjælp, 19 stemte for Fulton, 10 blanke.
I de efterfølgende år fortsatte Distriktsopgaven med International Børnehjælp som modtager. Organisationen skifter navn til Verdens Børn og i 1982 udskilles sundhedsklinikken fra børnehjemmet, og den får navnet Seva Kendra klinikken, og Distriktets donation øremærkes til dette projekt.
På Forårsdistriktsmødet i 2016 fremsatte Distriktsbestyrelsen et forslag, hvor Distriktsopgaven ikke længere er baseret på frivillige bidrag, men alle klubber opkræves et bidrag svarende til kr. 40,00 pr. medlem per år. Som begrundelse blev det fremført, at alle klubber i distriktet var med til at godkende Distriktsopgaven, men ikke alle klubber bidrog til indsamlingen. Med et fast beløb blev fordelingen også mere lige, idet små og store klubber ikke skulle bidrage med et ens beløb. Forslaget blev vedtaget ved håndsoprækning.
På forårsdistriktsmødet i 2017 var der indkommet et forslag om at støtte Landsforeningen af Krisecentre. Derfor blev der foretaget en afstemning, hvor distriktskomiteen besluttede med 35 stemmer for og 5 stemmer imod, at Verdens Børn fortsat skal være modtager.
På Forårsdistriktsmøderne i årene herefter er der ikke fremsat forslag om at ændre modtager af Distriktsopgaven.
Denne jeep kørte i mange år, og da den ikke kunne længere, og der skulle en ny til, var pengene fra Inner Wheel meget kærkomne
Distriktet har i årene siden 1999 ydet mellem 14.000 kr. og 20.000 kr. pr. år, dvs. mere end 300.000 kr. er sendt til Seva Kendra. Det er penge, der har betydet livet for mange børn og møde i det fattige, indiske område.
Det samlede beløb har i de seneste år dækket tilskud til indkøb af en ambulance-jeep, blodtryksmålere, medicin og en projektor, som anvendes til filmforevisning i landsbyerne. Der vises film om familieplanlægning, hygiejne, vaccinationer og sund kost.
SEVA KENDRA KLINIKKEN
Det hele startede i 1930-erne i byen Narainpur i Vestbengalen, hvor en dansk lærerinde, Ellen Laursen, var med til at bygge en pigeskole for et missionsselskab. Ellen Laursen henvendte sig til International Børnehjælp og bad om hjælp til at bygge et børnehjem ved siden af pigeskolen, fortrinsvis for forældreløse piger. Sammen med børnehjemmet blev der indrettet en polio-klinik.
Distriktet støttede polio-klinikken, og på et Forårsdistriktsmøde i 1983 forsikrede Hanne Dahl (Svendborg) og Elinor Beck (Sønderborg) begge Inner Wheel medlemmer, at distriktets donation blev brugt fornuftigt.
Inden Ellen Laursen flyttede tilbage til Danmark, havde hun bygget et lille hus ved siden af børnehjemmet. Hun testamenterede huset til Verdens Børn (International Børnehjælp), og polio-klinikken blev indrettet, noget som Ellen længe havde ønsket sig.
Sådan opstod Seva Kendra klinikken.
På distriktsmødet i 1985, hvor Hanne Dahl fortalte om klinikken, accepterede Distriktskomiteen at fortsætte med at støtte klinikken via Distriktsopgaven.
Udover at tilse børnene på børnehjemmet og den tilhørende skole så hjalp klinikken også lokalbefolkningen med vaccinationer, sårbehandling og småoperationer.
Området er meget fattigt, og der er langt til offentlige sygehuse. Men det er op ad bakke, for i mange år var den lokale heksedoktor stadig en konkurrent til klinikken. Slangebid blev kureret med magiske formler, ved gulsot fik man en blomsterkrans om halsen, stivkrampe og fødselskrampe blev behandlet med indtagelse af peber og jord. Komøg blev brugt til at standse blødninger.
Heldigvis har lokalbefolkningen fået mere tillid til klinikken, og når sygeplejerskerne kører ud til de små samfund, kommer mange til dem. Børnene bliver vaccineret mod de almindelige børnesygdomme samt polio. Ingen gravide kvinder, der er tilset af sygeplejerskerne, er døde under eller efter fødslen, og heller ingen nyfødte er døde.
Sygeplejerskerne underviser i familieplanlægning, men det er svært at få kvinderne til at bruge prævention, når svigermor altid skal med på råd, da det er vigtigt at få drengebørn. Det er dem der skal forsørge familien, når de bliver ældre. Pigerne derimod koster penge til medgift. Derfor fortsætter familien med at få børn, indtil de i det mindste har en dreng. – og så hjælper det ikke, at klinikken anbefaler kun at få 2 børn. På klinikken tilbydes gratis prævention, ligesom der tilbydes sterilisation.
Tidligere var tuberkulose en meget udbredt sygdom i området, men med flere TB informationskampagne, hvor børnehjemsbørnene gik rundt med plakater, og således opfordrede befolkningen til at lade sig undersøge, er det lykkes at opnå en helbredsprocent på 95%.
Der oprettes kurser for unge, som bliver uddannet i forskellige sundhedsmæssige områder, f.eks. jordemoder, sundhedsassistenter og vaccinatører. Det længste kursus varer 1½ år, hvorefter de kan starte som ”barfodslæger”.
Klinikken opfordrer kvinderne i landsbyerne til at danne små ”selvhjælpsgrupper”, så der både socialt, sundhedsmæssig og ikke mindst økonomisk kan ske fremskridt i landsbysamfundet, her hjælper sygeplejerskerne ved etablering.
Arbejdsløsheden har været stor i området, derfor har en del mænd været migrantarbejdere, de er væk i flere år, og de kommer desværre hjem med kønssygdomme som følgesvend. Selvom kvinderne er smittet af deres ægtefæller, er det alligevel utrolig skamfuldt for dem at opsøge et offentligt sygehus for at få hjælp. De kan i dag anonymt få den nødvendige behandling på Seva Kendra-klinikken.
i forbindelse med en opgradering af klinikken og dens udstyr, opfordrer lederen de lokale virksomheder til at bidrage økonomisk til klinikken, til gengæld tilbyder klinikken at indgå i et samarbejde omkring bedre arbejdsmiljøforhold på arbejdspladserne.
Det er svært at måle virkningen af Seva Kendra Klinikkens indsats, men der har ikke været epidemier blandt børnene eller lokalsamfundet, polio er næsten udryddet, børnedødeligheden er næsten lig 0, og helbredsprocenten for TB-tilfælde er oppe på 95% i de 22 landsbyer, hvor klinikken tilbyder sin hjælp. Disse resultater giver naturligvis genklang helt op på regeringsniveau, og de lokale myndigheder roser de resultater, som klinikken kan fremvise. Derfor er forhåbningerne, at klinikken på sigt kan opnå, at stat og lokale virksomheder bidrager med ca. 40% af driftsudgifterne. På nuværende tidspunkt modtager klinikken ikke tilskud fra den indiske stat, dog modtages der gratis vacciner og f.eks. vitaminpiller.
Verdens børn er taknemmelige for vort bidrag, der udgør en væsentlig del af udgifterne til lønninger, og på de fleste Forårsdistriktsmøder siden 1975 har en repræsentant for Verdens Børn deltaget i mødet og fortalt nyt, alternativt har DISO fortalt om Seva Kendra Klinikken.
Merete Hansson fra Verdens Børn er hende, der aktuelt har kontakten til klinikken. Merete har også været med på flere forårsdistriktsmøder, lige som hun har været rundt i flere klubber for at fortælle om Seva Kendra.
Herunder et billede af Merete med nogle af børnene fra Santibari.
Da Fredericia Inner Wheel fejrede sit 60-års jubilæum, var Merete Hansson også med. Hun modtog en smuk donation fra klubben. Dette kom med i nyhedsbrevet fra Verdens børn:
Hvert år udkommer en årsrapport fra Santibari.
Årsrapporten fra 2022 og 2023 er vedhæftet her (klik på årstallene).
I begge rapporter nævnes Inner Wheel specifikt i forhold til Seva Kendra.